Drengen uden grav

Det har været et dejligt gensyn. Jeg har savnet at skrive den her form for krimi, en vægtægte politikrimi fyldt med interessante menneskelige relationer. På en eller anden måde er det enormt nemt at gå ind i et persongalleri, man kender rigtig godt, men det vækker også min nysgerrighed, fordi der hele tiden sker noget nyt.

Louise Rick og Camilla Lind har boet i mig så mange år, og det har faldet mig helt naturligt at vide, hvordan de vil reagere i forskellige situationer, men denne gang var jeg lidt spændt på, om jeg ville have svært ved at finde deres stemmer, fordi jeg har skrevet så meget andet i mellemtiden. Men da jeg havde skrevet omkring to sider, tænkte jeg: Nå ja, her er de jo.

Det er en krimiidé, som jeg har gået med i mange år, og som handler om det med uforvarende at blive udsat for noget så voldsomt og truende, at man tænker, den eneste udvej er, at man forsvinder. Hvad kan være værre, end at man tænker, at hvis jeg nogensinde skal undslippe det her, så er jeg nødt til at tage livet af mig? Jeg tænkte, at det kunne jeg bruge på en eller anden måde.

I Drengen uden grav er det Sebastian, en 13-årig dreng, som er på spejderlejr. En aften har han brug for at låne en telefon, fordi han gerne vil hentes, og kommer ved et tilfælde til at overvære noget, som får store konsekvenser for ham og hans mor. Jeg var så nysgerrig på, hvordan hans mor ville reagere, og jeg elsker at skrive på den slags tilfældigheder.

Og så er jeg meget optaget af sårbare unge. Teenageårene er afgørende år, hvor der nogle gange skal meget lidt til, for man enten får fodfæste eller mister det. 

Ja, crime as a service er et megainteressant begreb, som en af mine gode, gode politikilder fortalte mig om i forbindelse med noget andet, jeg researchede til. Begrebet dækker over, at man over krypterede tjenester kan hverve unge til kriminelle bestillingsopgaver, og vi taler drab, vold, attentater, altså alvorlige kriminelle handlinger.

Jeg er ikke ekspert, vil jeg skynde mig at sige, men det er et begreb, som vi blandt andet kender fra Sverige, hvor der er blevet spekuleret i, at det er mindreårige, som bestilles til dele af en større kriminel handling. Det er simpelthen børn, der bliver brugt som lejesoldater. Hvis der venter 10, 20 eller 30.000 kr. på den anden side, er det tillokkende for mange sårbare unge, som måske står uden for et fællesskab.

Og så er det forbrydelser, som er svære at opklare, fordi så mange forskellige er involveret. En hyres til at booke et hotelværelse, en afleverer en nøgle på et lejet løbehjul, en køber en togbillet og så videre. Det er delt op i så mange små dele, at det nærmest er umuligt at optrevle, og de implicerede ved ikke nødvendigvis selv, hvad de er en del af.

For nylig i Berlingske bragte de nyheden om en mand, der var tiltalt for at stå bag fem attentater begået af unge, sårbare mennesker helt ned til 12-årsalderen – og helt uden forbindelse til den bandekrig, som de mod betaling var blevet en del af.

Da jeg slap dem for fire år siden, var Camilla Lind i en meget sårbar situation. Hun var flyttet fra sin mand, Frederik, til en mindre lejlighed på Frederiksberg, mistede sin mor og fandt ud af, at der var nogle forhold i familien, hun ikke kendte til.

I slutningen af Elins død bliver det klart, at hun og Frederik skal være sammen, men på nye præmisser, og det bliver så på et pragtfuldt nedlagt stutteri uden for Roskilde. Og jeg synes, det var enormt skægt at se, hvordan hun lander i det liv. Men det, hun så ikke har regnet med, og det vidste jeg heller ikke, det er, at hun bliver fyret fra Morgenavisens krimiredaktion, hvor hun har arbejdet rigtig mange år. Og det er bare en fed situation at sætte hende i, synes jeg.

Med Louise har det været lidt anderledes, men det er også spændende, hvor hun er på vej hen. I slutningen af Elins død var der en åbning imellem hende og Eik, og det er jo nok ham, som hun rigtig gerne vil være sammen med, men samtidig tager hun lidt afstand, fordi hun er bange for, at det går i stykker. Ikke fordi hun er bange for at blive forladt, men hun er bange for, at hun ikke kan forpligte sig i et fast parforhold.

Ja, deres børn, Jonas og Markus, er begge flyttet hjemmefra og er på vej ud på en fire måneder lang rejse til Asien sammen med Stephanie, Eiks datter. Det er jo en ny fase i livet, hvor man skal genopfinde sig selv, og Louise mærker i hvert fald, at hun pludselig står der og flagrer på Frederiksberg og føler sig lidt ensom. Hendes tætte netværk, der jo også er hendes familie, er blevet spredt for alle vinde. Jonas er rejst, og Camilla, Frederik og hendes pensionerede underbo Melvin, som hun er kommet tæt på, bor nu sammen ude på gården. Men hvad så med hende? Så får hun jo lyst til bare at være der. Og hvordan hun ville reagere på det, anede jeg jo ikke, men jeg tænkte: It’s gonna be a problem, baby.

Det er jo uundgåeligt – på et eller andet tidspunkt skal ens børn jo ud i livet, men det er ikke bare noget med, at de flytter hjemmefra. Det handler jo om, at de skal ud og blive nogen på egen hånd. Og det bliver man en slags tilskuer til. Selvfølgelig også medvirkende til, men det er en ny fase.

Og for nogle mennesker er det virkelig et tab, der gør vældig, vældig ondt. Så kan det da godt være, de kommer hjem med vasketøj og spiser med om søndagen, men man får ikke lige et kram hver dag, og de skal ud og blive sig selv. Og det gør jo, at man står tilbage og skal finde ud af, hvad man gør med al den tid og opmærksomhed, som man har øst i deres retning.

Ja, og det er også noget, jeg selv har mærket, som jeg har kanaliseret over i dem. Jeg har en gigantisk udlængsel, når jeg er inde i byen, og den har jeg jo skulle lære at tøjle. Ikke at jeg regner med, at jeg har havnet på en stor hesteejendom, men jeg genkender behovet for natur og mere fred og ro.

Det er et andet liv at bo på landet, der er en fred og ro, som med alderen virker meget tiltrækkende på mange, og hun er jo vokset op der i Lerbjerg, hvor jeg også selv voksede op.

I Drengen uden grav er vi i Tølløse, Roskilde, Holbæk, Orø, Bogense, Ribe og Fanø. Det stammer egentlig helt tilbage fra de første Louise Rick-krimier. Dengang var hun efterforsker i drabsafdelingen i København, men det gav mig jo nogle begrænsninger i forhold til, hvor mine historier kunne foregå, så i Kun et liv udlånte jeg hende til rejseholdet, så jeg kunne have en sag i Holbæk, og opbyggede efterfølgende den her særlige efterforskningsenhed P13, som åbnede op for, at handlingen kunne foregå i forskellige byer i Danmark.

Når efterforskningen krydser forskellige steder i landet, giver det mig også mulighed for at skrive flere spor, og det elsker jeg. Det må jo godt være lidt udfordrende.

Ja, jeg er jo en gammel journalistpige, og jeg har altså været så mange steder rundt omkring i landet og mødt så mange vidunderlige og sjove, skøre og mærkelige scenarier, som har inspireret mig. Jeg sætter altid en ære i at beskrive stederne og byerne så virkelighedsnært som muligt, og så twister jeg det lidt, så folk ikke tænker: Gisp, det er jo der, jeg bor!

I år havde jeg kun fire dages sommerferie, som jeg brugte sammen med Adam. Vi kørte en tur mod Ribe, Esbjerg og Fanø og kørte rundt derovre, og der er jo bare virkelig dejligt, men på det tidspunkt vidste jeg slet ikke, at Fanø ville få en central rolle i slutningen af bogen. Men det er jo præcis det, der sker, når man er rundt i landet. Pludselig bliver stederne en del af de historier, jeg pusler med.

Jeg måtte holde tungen lige i munden, for der er mange lag i historien og mange tråde, der skulle flettes sammen. Historien blev præcis, som den skulle være, og nu håber jeg bare, at læserne vil nyde, lige så meget som jeg, at være tilbage i Louise Rick-universet.